Vi har i projektet om fortidens frø dyrket og smagstestet fire sorter af majroer. For godt 2 måneder siden såede Nynne de 4 sorter i en
plantekasse fyldt med dejlig hjemmelavet kompost. Efter fremspiring har kassen
stået på Krogerups gårdsplads og blevet fulgt af gæsterne på både høstmarkedet,
æblets dag og senest til Halloween samt de mange mennesker der kommer forbi i løbet
af ugen for at handle i gårdbutikken eller på anden måde har deres gang på
gården.
Trine Elgaard Olsen, der til daglig er kok i Haver til Maver, og jeg har smagt på majroerne.
1: Vertus Marteau Lemato: Lidt kinaradise-agtig - sprød og saftig.
2: Early Purpile Top Globe Rosita: Mild som frisk radise, god på f.eks. en rugbrødsmad.
3: Petrowsky Vangede: Daikon lignende smag, flot med lilla skræl.
4: Snebold: En snert af blomkål, sødme og ikke skarp.
Det er svært at udpege en favorit, da de alle hver især har deres særlige tvist. I forhold til udseende er Petrowsky Vangede meget flot med det lilla skær. Alle fire typer vokser godt og det sene så-tidspunkt har hjulpet til at undgå skadedyr.
På nettet faldt jeg over nedenstående artikel af Annette Nyvang, bragt i Politiken tilbage i 2008. Den giver en fin kort beskrivelse, som jeg tillader mig at bringe her:
Majroen
Af Annette Nyvang
Af Annette Nyvang
Der er flere bud på, hvem der først begyndte at spise
majroer. Nogle mener, at kinesere i det nordlige Kina spiste
roerne 5.000 f.Kr., andre at antikkens grækere nød dem, og atter andre mener,
at det var nordeuropæere, der først tyggede på majroerne.
Der er en vis sandsynlighed for, at det er os
nordeuropæere, der var først med på kærren. For det karakteristiske ved majroen
er, at den trives bedst i køligt og fugtigt vejr. Og det gør den i sjælden grad
nem at dyrke. - Ikke bare herhjemme, men også i det nordlige Sverige og
Norge samt i Grønland, hvor majroer er en almindelig grøntsag, og hvor de på
grund af klimaet kan udvikle sig til at være næsten frugtsøde.
Der er en nøje sammenhæng mellem varme/vand og
majroens bitterhed og tekstur. For megen varme og for lidt vand giver en bitter
og træet roe, der er så godt som uspiselig. Derfor sås det første hold majroer typisk sidst i marts,
så snart jorden er til at arbejde med. Og fordi roerne gror hurtigt – næsten som radiser, som de
i øvrigt deler træk med – kan de første majroer nydes allerede 45 dage senere,
i maj, hvilket gør dem til årets første afgrøde.
Forårets majroer er bedst, når de ikke er meget større
end en femkrone. De behøver ikke at blive skrællet, men skal bare skrubbes, og
de smager fantastisk af sprød radise, der møder mild pære. Majroerne kan rives til råkost og blandes med lidt limesaft og
muskat, timian, fennikelfrø eller persille. De kan også sauteres, koges,
grilles, friteres, ovnbages. I det hele taget kan en majroe klare næsten alt
det, man i køkkenet kan finde på at udsætte en gulerod eller kartoffel for.
Efteråret byder på anden ombæring af majroerne. De sås
typisk i slutningen af juli, hvor de vandes godt, hvis det er meget varmt. De bliver lidt større end forårets kuld, har en
kraftigere skal, der skal skrælles som en kartoffel, og de er gode i for
eksempel supper eller bagt i ovnen – i kogende vand er de møre efter 6-10
minutter og i ovnen efter 35-45 minutter.
Majroer indeholder meget vand og skal spises hurtigt
efter anskaffelsen, ellers mister de sprødhed. De kan holde sig maksimalt en uge i køleskabet.
Fakta: Majroen nedstammer fra den vilde agerkål og findes i mange farver: med hvid, gul, rød eller lyserød skræl og med hvidt eller gult kød. Den mest almindelige er hvid med en rødlig top.
Den er mere populær i Tyskland og Frankrig, end den er herhjemme. Franskmændene koger den bl.a. med lammekød i forårsretten 'navarin' – majroen, der hedder navet på fransk, har givet retten navn.
Mvh. Henrik Helweg-Larsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar