Som alle andre sorter vi afprøver i projektet om fortidens frø, så er radiser selvfølgelig ikke bare radiser. Vi kender de runde og de lange. Vi elsker dem i forsommeren, når de som noget af det første bliver klar til høst ca tre uger efter såning. I "Fortidens frø – fremtidens mad"-projektet har vi haft nogle gode gamle klassikere til afprøvning. De spirer alle fint, vokser sig hurtigt til små røde kugler og efter et par uger passer de perfekt til en ostemad! -Eller hvor du nu foretrækker dine radiser. En hvid lang variant der måske kommer lidt tæt på fætter-ræddike, er også med i afprøvningen, ”Istap” er dens sigende navn. Ved prøveoptagningen fik den mange positive kommentarer og den er da også meget fin og skiller sig særligt ud ved at være snehvid. Sorten ”Runo”, der er kuglerund, bliver ikke så stor, hvor den er tæt sået, hvilket er en fordel, hvis man ikke får den høstet i tide. Ellers har den nemlig en tendens til at flække efter tre uger.
Smagen i sorterne var ikke udpræget forskellige. Vi har i år dyrket dem i et højbed fuld af skøn kompostjord og passet dem med vand, så de ikke blev for stærke i smagen. Alle 5 typer smager skønt; ikke for stærke og de var alle lækre sprøde. En af sorterne, ”Københavns Torv”, en aflang type med hvid spids, havde signifikant flere jordloppebid i bladene end de andre sorter. Det må skyldes, at den er lækrest, eller sagt med andre ord, mindre skarp i bladsmagen. Kålplanterne (de korsblomstrede), som radiserne er i familie med, har fra naturens hånd en stærk smag, hvor sennep er meget karakteristisk, og netop har til formål at beskytte mod insektbid. Men i fremavlen mod mere spisevenlige kulturplanter har vi langsomt men sikkert fjernet disse stoffer og dermed gjort planterne mere sårbare. I økologisk sammenhæng bliver det til en udfordring, når vi har valgt at undlade sprøjtegifte. Derfor kan disse ældre sorter, der muligvis er mere kraftige i smagen end de moderne radiser, også stå sig bedre mod jordlopper, sommerfugle larver mv.
Mvh
Henrik Helweg-Larsen
Krogerup Avlsgård
Ingen kommentarer:
Send en kommentar