fredag den 28. marts 2014

Småplanter på vej i drivhuset

I drivhuset bliver der fulgt godt med i, hvordan de nysåede løg- og porre sorter vokser, siden de blev sået i sidste uge. Chris har styr på spirings procenten og har for hver enkelt sort beregnet hvor mange frø der skal plantes for at få ca. 200 planter pr. bakke. Efter frøene er sået, bliver de passet og plejet med bl.a. varmerør under bordene, som sørger for at jorden har den rette temperatur. I dag viser temperaturen hos porrerne 25 grader, hvilket Chris mener er lidt for højt, da de er begyndt at spire. Han skruer en smule ned, så det fornemme voksearbejde kan fortsætte.
Vi er spændt på at følge udviklingen af de gamle sorter i denne sæson.

Løg om vinteren


Lagertest viser at de gamle løgsorter klarer sig rigtig fint her om vinteren. En ikke uvæsentlig årsag kan være, at de er håndoptagende, så de ikke har fået stød af maskinbehandling. Her i vinterperioden bruger vi lagerløgene til at vise frem til vores gæster. De sidste par uger har det været de lokale Lions-klubber og personaleforeningen fra CASA. Rå løg er jo ikke noget man lige sætter tænderne i, men man kan sagtens få sig en oplevelse af forskelligheden.

onsdag den 12. marts 2014

Løg til dogmefolket


Efter at have dyrket målt, registreret, høstet og vejet og lagret og registreret igen, havde vi en del løg stående på lager. Vi pakkede dem i poser og lagde et lille infobrev ved. Så kom de med i kasserne hos 400 Dogmekassekunder (vores helt danske grønsagskasse), Så løgene kunne blive testet ude i køkkenerne. Der var 4 sorter, 3 gule og et rødløg. Sorterne var:
Zittauer Luna: Gul og bredt ægformet. Det er en sen sort med et middel udbytte og kvalitet.

Stuttgarter Riesen Plano: Gul og flad. Det er en tidlig sort. Udbyttet er lille, men den har en god kvalitet.

Brunswiger Rodo: Rød og flad. Det er en meget tidlig sort. Udbyttet er lille, og den kan ikke lagres så længe som de gule løg.

Rijnsburger Idol: Gul og rund. Det er en sen sort med et højt udbytte og flot kvalitet.
 
 Vi har fået mange fine reaktioner fra løgspiserne. Tak for dem!

fredag den 7. marts 2014

Kraftfulde timian

Timian er en af de ældste krydderurter vi kender til. På græsk hedder det Thymus som betyder kraft, -et navn der fortæller meget om plantens anseelse gennem historien. Særligt i middelalderen så menneskene denne krydderurt som særdeles kraftfuld og man mente dengang at pest kunne undgås ved at bære timian på kroppen.  Igennem tiderne har timian været brugt mod alskens dårligdomme; diarré, hoste og tømmermænd, bare for at nævne nogle få.

For at genfinde og fastholde en del af fortidens genetiske rigdom, deltager Aarstiderne i et projektet "Gamle danske frøformerede lokale sorter af timian" i samarbejde med Dansk Landbrugsmuseum og AgroTech. Vi har nu modtaget frø fra 12 sorter af vild dansk timian fra den Nordiske genbank og de skal snart sås her på Aarstidernes gård i Barritskov. Timiansortene skal følges under hele væksten, hvor planternes konkurrenceevne over for ukrudt, sygdomsmodtagelighed, overvintringsevne og udbytte skal registreres.  Da frømængden er lille, skal timiansorterne desuden opformeres, så der for eftertiden kan gemmes flere timianfrø i genbanken hos Nordgen.

De 12 timiansorter der skal dyrkes, er fundet rundt omkring i Danmark lige fra Gammelgab ved Nørre Nebel til Bornholm og desuden er en enkelt sort fundet helt oppe på det sydvestlige Island.

Navnene på sorterne og stedet hvor de er fundet kan ses nedenfor:

GAMMELGAB PL2003 fundet vild/semi-vild ved Gammelgab ved Nørre Nebel
HENNE PL2003 fundet vild/semi-vild ved Henne Strand
STORA DIMON SS1001 fundet vild/semi-vild i tørt og bjergrigt habitat på det sydvestlige Island
SØDER VISSING PL2003 fundet semi-vild i Søder Vissing ved Silkeborg
HOLBÆK MUSEUM GB2002 fra det lokalhistoriske museum i Holbæk
TOMMERUP GB2002 stammer fra Havdrup ved Roskilde, men vokser nu i en have i Tommerup på Fyn
GØDVAD PL2003 fundet vild/semi-vild i Gødvad nær Gudenåen
VRADS 16 PL2003 fundet semi-vild i Vrads syd for Silkeborg
VRADS 17 PL2003 fundet semi-vild på en sti nær den gamle banegård i Vrads syd for Silkeborg 
VRADS 18 PL2003 fundet semi-vild på en sti nær den gamle banegård i Vrads syd for Silkeborg
NØRRE NEBEL PL2003 fundet vild/semi-vild i Nymindegab
YPNASTAD SS0401 fundet vild/semi-vild ved en stensætning ved den historiske gruppe af bautasten Hellig-kvinde på Bornholm


Vi glæder os til at få sået de forskellige sorter og se hvordan de udvikler sig.