mandag den 17. juni 2013

Løgopformering

I projektet med de gamle sorter af løg skal vi, udover at smage på dem, også sørge for at lave frø på de 3 bedste gamle danske løgsorter. Så der bliver frø af dem til os alle, så vi kan komme til at dyrke dem igen hjemme i køkkenhaverne eller til større produktion.























Løg er normalt en to-årig plante dvs. den danner selve løget det første år, og blomster, stængel og frø det andet år. I 2012 dyrkede vi mange af de gamle løgsorter i marken på Barritskov. De tre bedste sorter (Brunswiger Wimo, Zitauer Beno og Discus) blev kørt til Høje Taastrup, hvor opformeringen af løgene bliver udført af AgroTech. Her er løgene plantet i store spande i et væksthus og dækket med insektnet. Under nettet er der sat spyfluer ud, som skal stå for bestøvningen. Vi bruger spyfluer til bestøvningen, fordi de er lette at arbejde med. Desuden stikker spyfluer ikke, så det er mindre smertefuldt at arbejde i de aflukkede net.


Det er vigtigt, at de 3 sorter bliver holdt adskilt, så der ikke bliver overført pollen fra en sort til en anden. Hvis det sker, siger man at sorten er ”forurenet” dvs. at de frø, der kommer ud af det, ikke vil ligne det løg, hvorfra frøet er taget, og vi har dermed fået lavet en ”forkert” sort.

Hvis du selv vil prøve at lave frø fra løg, skal du bare tage et løg fra grønsagsskuffen og plante det. Du kan eventuelt tage et, der allerede er begyndt at spire. Det skal være ca. halvt dækket af jord, husk at bruge en stor potte, for løgplanten bliver ret stor.

tirsdag den 11. juni 2013

Møder skal der til

For at beholde overblikket og for at se, hvad hinanden laver har parterne i Løg/porreprojektet og Krydderurteprojektet sat sig stævne hos Aarstiderne for at se fremad. Vi skal på aarstidernes Høstmarked 1. september og Foodfestival i Aarhus og Æbledag i Gl. Estrup til oktober, så vi skal nok blive set rundt omkring med de mange gode sorter. Det er Gitte Bjørn fra Agrotech og Bettina Buhl fra Dansk landbrugsmuseum, der så flittigt studerer persillen, der stadig er slatten efter udplantning. Og persillesorterne ser allerede nu væsentlig forskellige ud.

mandag den 10. juni 2013

Kinesere, men ikke kinakål

Så var der lige besøg fra Kina. En delegation fra et økologisk firma Beijing organic and Beyond, der dyrker økologiske grønsager, kommer dem i kasser og bringer dem hjem til folk. Sjov Ide! Til stede i 6 af de største kinesiske byer. Jeg kendte Beijing og Shanghai. Noget af et kommende økologisk marked at have for sig! De var meget optaget af genressourceprojektet. Her ser de på rødkål. - Ikke kinakål!

Rødkål efter hakning

Rødkålene har haft en god vækst, siden plantning i maj. De er vokset godt til, men det er der også andre som har bemærket - nemlig sommerfuglene.

Her i Danmark har vi 2 hvide sommerfugle, som endda er navngivet efter deres yndlingsføde. Det drejer sig om Lille Kålsommerfugl og Stor Kålsommerfugl. Når sommerfuglene har fået disse navne, er det en ret klar indikation på, at de har været kendt i lang tid, for deres forkærlighed for kål. Sommerfugle er dejlige, men sommerfugle-larver på køkkenhavens kål er ikke dejlig. Ud over at det er ulækkert med larver i kålen, så kan de faktisk være så mange at de æder så meget af kålens blade, at de stopper væksten og vi får ingen kål.

Derfor er vi nødt til at dække kålene med insektnet, for at vi kan få udbytte af anstrengelserne. Nu er vi så nået til det punkt, hvor kålene skal hakkes, for at fjerne ukrudt. Derfor er vi nødt til at fjerne insektnettet, for at kunne komme til med hakkejernet. Så snart vi er færdige med at hakke, skal insektnette på igen. Lader man nettet stå åben for længe, skal sommerfuglene nok finde kålene, lægge deres æg og så hjælper det ikke at vi dækker bagefter.

fredag den 7. juni 2013

Så er forårsarbejdet igang. Juliane får mudder på hænderne, Hans er igang med peberroden, og Henrik ser til jordskokkerne.
Alt sammen en del af at bevare gamle sorter af vores grønsagskulturer og rodfrugter. Bevaring er ikke bare sjovt, det er nødvendigt.
Ingen kender fremtiden, men hvad vi ved er, at mennesket gennem mange, mange generationer med møjsommelig udvælgelse og gemmeri har forstået at frembringe al den skønhed, som gemmer sig i vores originale mad. Nye sorter er både godt og nødvendigt, men de er ikke nødvendigvis bedre end de gamle. Og hvad der er endnu mere interessant er, at de gamle sorter gemmer på en arvelig mangfoldighed, som er vores forsikring for at kunne skabe nyt. Så ingen fremtid uden en levende fortid!
I år har vi mange flere kulturer af gamle sorter, alt fra rødder, knolde, kål, løg, porrer og krydderurter. Regisret er jo meget langt, men det vi har er et led i en række projekter finansieret af det offentlige, og som er målrettet udvalgte kulturer.
Vi dyrker dem både på Barritskov og på Krogerup. På Krogerup finder du sorterne sammen med alle vores andre grønsager.
Til inspiration og med mulighed for at smage til særlige arrangementer.

torsdag den 6. juni 2013

Persille - den første krydderurt i marken!

I går blev den første af kydderurterne i årets nye projekt plantet. Der er 11 forskellige sorter. Det er alle sorter, der tidligere har været dyrket, men er udgået af dyrkningen. de er så blevet gemt i NordGens genbank for eftertiden. Sorterne er følgende med årstal for, hvornår der ikke længere blev indbetalt forædlerafgift for dem, dvs. de blev ikke længere solgt.
Parus - 1977
Bravour - 1962
Crupa - 1971
Darki - 1971
Delikat - 1973
Driva - 1971
Ekstra moskruset Regina - 1962
Ekstra Moskruset Senator - 1962
Optima - 1972
Curlina - 1981
Parana - 1994
Vi kender endnu ikke sorterne så godt, men kan umiddelbart se, at der er en grund til, at 2 sorter hedder moskruset, da de har en kruset form, der giver dem et mosset udseende. desuden har Parana en mørkere kulør og blade, der vender indad helt anderledes end de andre sorter. det bliver spændende at se og smage nærmere på dem. Purløg, Kørvel, Oregano og kommen står klar til at komme i marken snarest.
Inspektion fra projektpartnerne fra Dansk Landbrugsmuseum og Agrotech. Persillen ser lidt slatten ud de første dage efter plantning, men den skal nok rette sig i løbet af den næste uge!

onsdag den 5. juni 2013

Udplantning af persille

I dag er persillen blevet udplantet under blå himmel og solskinsstråler. Efter forkultivering i drivhus og efterfølgende afhærdning var de nu klar til at komme i jorden her i Barritskov. Persillen blev udplantet af Franc, Chris og Chris' datter Rosalee i 4 rækker med en rækkeafstand på 25 cm. Som det ses på billederne var planterne nået at blive en anelse for lange under afhærdningen, men vi er sikre på at nye robuste blade hurtigt vil vokse frem så snart de er kommet i jorden.
Nu bliver det spændende at følge de forskellige sorters vækst hen over sommeren.


Rosalee nyder det dejlige sommervejr


Franc hygger sig i marken


Lange udplantningsplanter der er klar til at komme i jorden

lørdag den 1. juni 2013

GISP - Vand mig!

De nyplantede småplanter i forsøget gisper efter vand med deres små rødder, der ikke er fuldt udviklet endnu. Det er d. 1. juni, temperaturen føles som 30 grader, solen bager, og vejret er tungt. Vi måtte have vandingsudstyret frem. Pyha! Længst ovre til højre står Spidskål og Broccoli, som er et nyt projekt. Spændende at se, hvordan de arter sig.