onsdag den 30. maj 2012

Afrika i marken

25 repræsentanter for 9 afrikanske landes landbrugsorganisationer kom i marken på deres besøg hos Aarstiderne. Der var flere i jakkesæt, men også praktikere imellem. Den ene var faktisk så praktisk at han straks gik i gang med at luge, da han kunne se, at der stadig var ukrudt tilbage. Kan man kalde det for omvendt Ulandsbistand? Snakken om genressourcer er meget genkendelig for afrikanerne, der ofte oplever, at de sorter og arter de har dyrket i generationer pludselig forsvinder fra markedet og erstattes af sorter tilpasset helt andre regioner. Så det fik vi os en god snak om. Dog mest på Swahili!

tirsdag den 8. maj 2012

DANIDA-kursus

Hvert år afholdes en række landbrugskurser af DANIDA, hvor folk især fra Afrika + nogle fra Asien lærer nyt om landbrug i landbrugslandet Danmark. Det er ved at være en tradition at de kommer forbi Aarstiderne og hører lidt om kasserne. I år kom de også ud i løgmarken. Den her problemstilling med genressourcer bliver de meget optagede af. Det har de også nært inde på livet med de voldsomme forandringer, der sker i deres hjemlande.

torsdag den 3. maj 2012

Løgplantning

Nu er det blevet maj og løgplanterne er efter afhærdning klar til at blive plantet. På Barritskov har vi en god og frugtbar lerjord. Parcellerne fik i efteråret det der svarer til 30 tons/ha økologiske dybstrøelse fra en studebedrift.

Sorter Vertus Verton, Runsburger Rima og Lida spirede så dårligt, at de ikke kan blive plantet ud i forsøgs- parcellerne. Vi er således nede på 14 sorter. Vi planter 2 gentagelser for alle sorter undtagen OWA og TROKO, hvor der kun er planter nok til en gentagelse.

Chris får hjælp fra Frank til at plante løgene ud. Det foregår med håndkraft- så det er rart at være to. De to løgplantemænd har valgt en smuk dag, men fortæller at den føles laaaang med numsen op og hoved ned.

Prøv lige at se- snor lige rækker...




Vi er heldige, for plantningstidspunktet er helt perfekt: Jordens overflade er lidt tør, men kun et par cm længere nede, er jorden fugtig.

Uuuupps! Her sidst på dagen begynder løgplanterne at hænge lidt med mulen, så nu er det tid til at give dem en god tur med vandingsanlægget. Og ifølge vejrguderne skulle vi få regn i morgen tidlig. Det ville da være fantastisk! Men for en sikkerheds skyld, sørger Chris og Frank at slutte dagen af med en regndans..




Vandingsanlægget kører (med regnbue i baggrunden- naturligvis!)