Vi var spændte på dagen, hvor de 11 peberrodskloner i vores kopisamling skulle
testsmages. Vejret klarede op over middag og efteråret viste sig fra sin
smukkeste side. Mellem rabarber, solsikker, rød- og grøn krølsalat og striber
af blodkløver har peberrødderne groet sig store og stærke i Krogerups muldrige
jord. Allan vores køkkenchef, Magnus den muntre kok og undertegnede havde gravet en rod af hver klon op og stod klar da testgruppen ankom. Som et
lille afbræk på en lang mødedag, fik ledergruppen fra Børneengen i Kokkedal, Fredensborg Kommune, lov
at ligge smagsløg til.
Ordet ”klon” betyder deling - det er de samme gener, der
går igen generation efter generation, i modsætning til en bestøvet formering,
hvor hvert frø får sit eget unikke genom. Kartofler, rabarber og jordbær er alle
eksempler på klonformerede afgrøder. Jordskokker og peberrødder som indgår i
genressourceprojektet på Krogerup, er ligeledes kloner.
De 11 kloner af peberrod blev renset, skrællet og revet før de blev budt
rundt blandt deltagerne. Med en vis respekt tog vi alle den første lille spids og lod den karakteristiske stærke smag brede sig fra tungespidsen og ind i
munden. Mange sjove ansigter og en del udråb måtte der til før vi fik sat ord
på. Nogle kloner skiller sig ud i rodtykkelse, bladomfang og mængde brugbart
materiale. Men særligt smagen varierer forbløffende meget inden for spektret ”stærk
peberrodssmag”.
Peberrod er en gudeskøn ”krydderurt” med stolte traditioner i det danske køkken. Dens
Asiatiske fætter Wasabi er måske bedre kendt i nogle kredse. Men deltagerne fik
efter et par smagsprøver stor lyst til mad med peberrod.
Det er ikke let at pointgive noget så subjektivt som smag,
men her er de noter der kom ud af denne lille prøvesmagning:
2. Nr. 14, Yugoslavien: Ikke så stærk, lidt mere vandet konsistens.
3. Nr. 15, ”Klon nr 15”: God, en del sødme, aromatisk men stærk. Score meget højt i samlet vurdering.
4. Nr. 18, ”Klon nr 13”: Bang! Overraskende og intens styrke.
5. Nr. 22, Sp25/70: Fløde-agtig i konsistensen. En god smag af peberrod.
6. Nr. 24, Sp 34/70: Stærk, uden eftersmag.
7. Nr. 27, Sp 55/70: Ok, ikke noget specielt.
8. Nr. 32, Gåbensvej: Smagen kommer sent men er meget skarp, river i næsen og giver næsten tårer.
9. Nr. 43, Linalyst 27: Mild men aromatisk, bevarer sin smag længe.
10. Nr. 52, Ørum Kærvej: Flot og spændende smag. Super men uden meget struktur i kødet.
11. Nr. 54, Borre Lyngvej: Stærk, næsten som Habanero Chili. Go!
Nr. 3 - ("klon nr. 15") og 9 (Linalyst 27) fik rundt regnet flest gode ord med på vejen. Nr. 1 (Sindal) var
klart den flotteste rod set med gartnerens øjne. Flere af de andre sorter er
meget tynde i rødderne og vil få svært ved at opnå salgskvalitet. Det skal i den forbindelse siges, at vi ikke har dyrket efter at opnå salgbare rødder i 2013. Vi dyrker nu videre på alle 11 kloner og ser om smagen ændre sig
ind i efteråret. Holdbarhed og resistens mod sygdomme er også vigtige
parametre at holde øje med. Hvis alt går vel op-formerer vi formodentlig de mest
spændende kloner i Aarstiderne-regi, så fortidens ”frø” kan blive fremtidens mad hjemme i køkkenerne. Glæd jer!
Ps. Idag den 15/10-13 præsenterede og tallerken-serverede vores kok Magnus marineret sild for hele forsamlingen her på Krogerup med peberrod nr. 9 og jordskokke kompot af klon nr. 19. Smagen var dejlig!
Mvh Henrik Helweg-Larsen
Krogerup Avlsgaard,
Humlebæk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar