I vores sortiment af gamle sorter har vi både jordskokker og peberrod. Begge arter har en meget lang vækstsæson, og er først rigtigt ved at være klar nu. Ja det er endda kun nogen af jordskokkerne der er færdige. Det er de, som i sommer stod med de mest fantastisk gule solsikkeagtige blomster. De mest almindelige jordskokker blomstrer aldrig, fordi de er så sene, så de ikke i vores klima når så langt i deres udvikling. Til gengæld kan de producere masser af ’skokker’.
Og kom og se dem nu, de står ret op og ned og er måske over 4 meter høje. En helt utrolig vækst, som ikke overgås af andre kulturplanter under vores himmelstrøg end hampeplanten.
På søndag den 14. oktober afholder vi en æbledag, hvor det naturligvis er æblerne, der er i fokus.
Vi har et væld af sorter, som både afspejler den moderne økologiske frugtavl og sorter, som fortæller om vores rige historie med æbler. Og selvom alle disse sorter ikke er en del af vores projekter med ’Fortidens Frø’, så er de i lige så høj grad med til at fortælle om vores utroligt vigtige, levende kulturarv.
Og hvad er mere naturligt end at vi kombinerer skokker og rødder og andet godt fra ’genbanken’ med æblerne.
Vores kreative kokke vil trylle med muligheder for at opleve forskelligheden og rigdommen i de dejlige vækster. Og æblerne er utrolige i kombination med såvel peberrod som jordskok. Kom og smag og nyd og most og hyg og fornem jordens og arvens tilbud til os moderne mennesker.
Vi er blevet fortrolige med alverdens køkkener og krydderier, men vi har stadig til gode for alvor at få lukket op for vores egen kulturelle baghave. Kom på søndag.
Vi fortæller og viser frem og du kan bare nyde det hele fra kl 10-16 på Krogerup Avlsgård i Humlebæk. Program på gården.
Per Kølster
Ingen kommentarer:
Send en kommentar