søndag den 20. april 2014

Bevaring og udforskning af gamle nordiske sorter


Så er vi nået et godt stykke ind i 2014 og her kommer en lille opsummering af vores projekt Fortidens Frø.

Fortidens frø er et projekt om udforskning, genopdagelse, afprøvning og dyrkning af tidligere benyttede grøntsagssorter.

På Aarstidernes gårde forsøger vi at dyrke de gamle sorter i samarbejde med Aarhus universitet, Dansk landbrugsmuseum og Agrotech for at bevare og afprøve sorternes dyrkningsevne, med særligt blik for den økologiske dyrkning. Vi afprøver sorter af broccoli, spidskål, hvidkål, jordskokker, peberrod, løg og porrer samt diverse krydderurter.

Fælles for de sorter vi dyrker er, at de tidligere er blevet dyrket forskellige steder i Danmark fra 1940´erne og fremefter. Mange af de krydderurter og grøntsagssorter, der tidligere blev dyrket er i dag gået ud af produktion og der dyrkes langt færre sorter end tidligere. Mangfoldigheden  inden for arterne er dermed svundet. En større biodiversitet inden for arterne er af stor betydning, da det blandt andet er med til at øge chancen for, at nogle af sorterne er modstandsdygtige overfor sygdomme. En større genetisk diversitet vil også give en større forskellighed i smag, næringsindhold og andre kvalitetsparametre, der kan være vigtig for fremtidens avl.

Sådan forsøger vi gennem projektet at bevare vores genetiske arvemasse og få øje på grøntsagernes og krydderurternes forfædre - vi søger fortidens frø for at få øje på fremtidens mad.

Marken på Aarstidernes gård i Barritskov; Persille, purløg, kommen og oregano (under nettet) fra sidste års såning.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar