Frø er alt

Forleden viste DR2 en udsendelsesrække om en fransk fotograf Albert Kahn, der for 100 år siden satte sig for at dokumentere folkeslagenes mangfoldighed især i Europa. Billederne var utrolige, fordi de afslørede ikke alene en kolossal variation i kulturernes egenart, men også hvordan etniske befolkningsgrupper levede side om side. Et utroligt kludetæppe af sprog, klædedragter, religioner, madkulturer håndværk oma.

Fra en mangfoldig verden, har vi bevæget os mod en ensretning, som har taget livet af forskelligheden. Vi har fået en massekultur, som skaber helt andre betingelser for menneskehedens måde at trives på idag.

I samme åndedrag faldt vi over et site, hvor der er igangsat en indsamling til at lave en film om verdens frø. Historien er den samme, som det ses ret tydeligt af denne 'planche':

I de sidste 10000 år af menneskehedens historie har vi været bofaste og dyrket jorden. Fra at være jægere og samlere, der høstede hvad naturen tilbød, så tog mennesket fat på at skabe sin egen natur, nemlig det landbrug eller havebrug, som leverer det vi selv vil dyrke.

Forudsætningen er frøet. Frøet skal være til rådighed, når der skal sås, det skal være gemt, det skal være høstet, og det skal være nøje udvalgt til at være egnet til at blive gemt og sået igen. Og det skal være det ypperligste, som er tilpasset den ekstreme forskellighed som naturgeografien og de lokale kulturer har bestemt.

Går man bare 100 år tilbage i tiden var der nok handel og udveksling mellem folk endda på store afstande. Men det var ikke normen. Tværtimod. Udvekslingen foregik i små lokale nærmest lukkede kredsløb. Set med planternes øjne betød det en fabelagtig tilpasning af generne til netop de vilkår som gjaldt lokalt. Denne variation og ekstreme mangfoldighed var til alle tider den forsikring mennesket havde for at kunne modstå, hvad verden end måtte byde. Mangfoldighed er lig med sikkerhed. Og samtidig er det ensbetydende med muligheder og skønhed.

Billedet viser med sørgelig tydelighed, hvordan mangfoldigheden er skrumpet katastrofalt. Og situationen er endnu værre, idet de seneste årtiers udvikling går i en retning, hvor det er 3 globale firmaer, der mere og mere ejer vores frø. Gensplejsningen har gjort det muligt at patentere og eje gener. Mens den gamle historie handlede om genernes frihed, det fælles eje og en livlig udveksling. For nok levede folk i isolerede enklaver, men frø udveksles meget nemmere end noget andet. De er holdbare og kan rejse fra hånd til hånd over store afstande og skabe nye muligheder og krydsninger der hvor de lander.

Lige modsat idag med vores moderne verdens fuldbyrdelse af behovet for at eje og kontrollere. Færre og færre sorter. I Danmark havde vi indtil for 30-40 år siden indtil flere hæderkronede firmaer der forædlede og udviklede grønsagsfrø eksempelvis til danske haver og gartnere. De findes ikke mere. Vi er helt afhængige af de internationale virksomheders stærkt begrænsede tilbud.

Dog er der et lys for enden af tunnelen. Nemlig den at der i statsligt regi findes genbanker. Og blandt økologiske kredse arbejdes intenst for at skabe alternative veje. I Aarstiderne har vi projektsamarbejder om bevaring af genressourcer, som vi fortæller om her: http://fortidensfro.blogspot.dk/.
Og på frivillig basis arbejdes der med at indsamle, dyrke og dele frø i et internationalt netværk af entusiaster (seed saving). Herhjemme er det ellers foreningen Frøsamlerne der arbejder med sagen.

Er det ikke lige meget? kan vi ikke bare trygt overlade alt dette til de store firmaer? Nej. Frø er frihed. Frø er demokrati. Uden mangfoldigheden ingen sikkerhed for at der er frø, som kan tilpasses de store forandringer, vi alle regner med vi står overfor. Firmaerne hævder, at der skal gensplejsning til for at løse behovet for nye sorter når klimaforandringerne slår til. Min og mange andres påstand er det modsatte, nemlig den at det kun gør os endnu mere sårbare, og at det der skal til er det modsatte, nemlig at vi skal skabe så meget genetisk 'larm' som muligt, vi skal frisætte sorterne, og vi skal genskabe interessen for at bevare og udnytte og udvikle vores levende kulturarv. Den der trods alt stadig findes.