torsdag den 19. september 2013

Porre porre porre..


Fra bunden: Bulgarsk kæmpe, Splendid,
Elefant Elisa, Københavns Torve, Sct. Jørgen.
Langs Kæmpen ligger en 20 cm målepind! 

Projektet på Krogerup Avlsgård med dyrkning af gamle sorter og frø har ledt til et nyt bekendskab for mig, gigantiske porrer! Vi har sået, plantet og dyrket 5 gamle sorter, der hver især gør sig bemærket, men særlig porresorten "Bulgarsk kæmpe" med knap en meter langt skaft er imponerende! De gamle sorter er dyrket sammen med vores "almindelige" porrer og skiller sig ikke væsentligt ud i forhold til dem i udseendet. Hans og Jeg lavede en smagning af porrerne i forbindelse med prøve-høsten, og det skal lige siges, at rå porrer er stærke sager! Igen slog "Bulgarsk kæmpe" de andre ved at være markant stærkere i smagen. Sorten er til gengæld ikke så flot mørk i farven som de andre - men da de alle er dyrket med samme gødningsniveau og kun hyppet en enkelt gang, så forstår man jo godt, at den store grøntsag bliver lidt lys i det. De fire øvrige sorter virker mere sunde her midt i september og vil formentlig kunne holde sig fine på marken længe endnu. "Kæmpen" skal dog høstes nu, inden den bukker under for diverse svampeangreb - det har sin pris at vokse så enormt hurtigt.



Over 60 cm lange skafter. Ikke lige en varer vi ser idag.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar