fredag den 29. maj 2015

"Fifty shades of timian"

De fire forskellige timian sorter har fået fodfæste i kasserne på gårdspladsen i Krogerup. Men hvordan de indretter sig er vidt forskelligt.

"Gødvad" er en krybende timian. Den spreder sig ud over jorden og er kun godt vel 3-4 cm høj.


"Søndervissing" er midt imellem. Den er mere buskagtig med en blanding mellem at krybe lidt og gro i højden. Den er desuden lidt langsom om at komme igang.

"Tommerup" er opretstående og vokser lodret/skråt. Den er 20 cm høj.



Sorterne smager ikke blot forskelligt, men vokser også på hver sin måde. Variationerne kan være udtryk for de enkelte sorter tilpasning til bestemte vækstforhold, områder, m.m.
Gad vide om smagen kan have noget med formen at gøre?

Vi har plantet timian i ren kompost og sat dem i kapilær kasser på solrige steder. Det kolde forår har tilsyneladende ikke generet de flerårige planter nævneværdigt.

onsdag den 20. maj 2015

Kål i jorden

Så er der kommet genressourcekål i jorden. Det er spidskålene "Bigal", "Winningstädter Wirius" og "Ersteling Linga". De to første har tidligere fået topkarakter i friskhed og egner sig til salater, hvorimod "Ersteling Linga" var en relativ lille kål med en del bitterstoffer, som gør den bedst egnet tilberedt.
Men i første omgang skal de i jorden. Her ses Lone, Frida, Jens-Peter, Jacob og Henrik(i traktoren) i gang med plantemaskinen.
De skarpe observatører vil påpege, at det da vist nok er salat i bakkerne, men kålen bliver plantet på samme måde. Altså, ved at små stiklinger ved hjælp af en skive bliver placeret på en lige række. Præcision er afgørende for at lette lugning af ukrudt omkring afgrøden og i forbindelse med høsten.

Det er disse små planter der over 11 - 12 uger vokser sig til fuldvoksne kål. Efter de er plantet bliver de overdækket med fiberdug. Fiberdugen luner, holder på fugt og beskytter mod haren og kålsommerfuglen.

tirsdag den 19. maj 2015

Purløg i kassen og i blomst



For to uger siden fik de heldige modtagere af dogmekassen 2 forskellige slags purløg med i kassen, en vild og en forædlet sort.
Det har givet modtagerne en god mulighed for at lære forskellige purløg-sorter at kende og at opleve forskellen i smag og anvendelighed i køkkenet.

I samme forbindelse blev der høstet fra alle sorterne på Barritskov, og det afhøstede vejet for at måle udbyttet fra hver sort.







Man ser tydeligt forskellen i volumen på de vilde og de forædlede sorter, herunder er det foroven 8 bundter af Agersø og nedenunder 8 bundter af den vilde Svaneke.



Alle sorterne har overvintret og er lige nu i fuld gang med at blomstre ude på marken i Barritskov. 



onsdag den 13. maj 2015

Krydderurter på gårdspladsen i Krogerup

Så er der kommet krydderurter på gårdspladsen i Krogerup. Vores handymand Neil har kreeret nogle mega udgaver af de trækasser, som grønt og frugt bliver leveret i. I hver trækasse er der krydderurter, som er en del af projektet om "fortidens frø -  fremtidens mad". Der er fire kasser med forskellige sorter af timian, en med oregano og en med purløg.

Der kan bl.a. ses sorten "Tommerup" som var en af vinderne af timian smagstest i efteråret 2014, men andre sorter som "Søndervissing", "Vrads" og "Gødvad" er også med.


Timian "Tommerup" på billedet nedenfor tv. og "Søndervissing" th.

tirsdag den 5. maj 2015

Ny praktikant hos Aarstiderne

Hej alle, på billedet ser i mig(Jacob), i gang med at luge peberrod. Jeg er ny praktikant hos Aarstiderne på Krogerup Avlsgaard i Humlebæk.  Jeg har en bachelor i biologi og studerer nu en agronomkandidat på Københavns Universitet. Jeg skal hen over de næste par måneder arbejde med projekterne "Fortidens frø - fremtidens mad" og "Fladekompost". Jeg interesserer mig for alt der har med bæredygtigt landbrug at gøre, som bl.a. "permakultur", "holistic management" og desuden for at tilberede og spise det vi producerer. Med mine forskellige interesser for både dyrkning og madlavning, ser jeg frem til at bidrage til projekterne. På bloggen kan I løbende følge med i projekterne.

tirsdag den 14. april 2015

Persillen spirer - nu er det forår



På Barritskov er vi i fuld gang med at så persille til vores krydderurte projekt, "Bæredygtig Udnyttelse af Gamle Frøformerede Danske Krydderurter". Frø fra 11 forskellige persillesorter blev sået i jordpotter for 3 uger siden. Nu har vi været ude at se til dem for at få en opfattelse af, om de forskellige sorters spiringsevne passer til vores udregninger. Når persillen bliver sået, er det ikke tilfældigt hvor mange frø vi lægger i hver jordpotte for at opnå 3 planter pr. potte, som er vores mål. Det udregnes nemlig ud fra spiringsprocenten hos hver sort. For at give et eksempel: sorten Driva har en spiringsprocent på 100. Derfor lægger vi 3 frø i jordpotten, da vi forventer de alle vil spire. Sorten Ekstra Moskruset Regina derimod har en spiringsprocent på 36, og vi skal derfor helt op på 8 frø pr. jordpotte, for at opnå vores mål om 3 planter pr. potte.

torsdag den 2. april 2015

Kørvel smagning

Svend, Ole og Mie i Aarstidernes køkken på Barritskov

På Barritskov har vi smagt på kørvel fra vores projekt "Bæredygtig Udnyttelse af Gamle Frøformerede Danske Krydderurter". Svend og Chris, som står for projektet, har bedt kokkene Ole og Mie om at smage med. De to sorter der blev smagt på var: Kruset Curla og Almindelig Reno. I efteråret blev begge sorter taget op af forsøgsmarken og derefter flyttet ind i drivhuset for at overvintre.  Det gjort vi for at sikre os, at vi havde planter nok til at høste frø fra. Krydderurter dyrket i drivhus har ofte mindre smag, end krydderurter dyrket under åben himmel.      
Det viste sig, at der stort set ikke var nogen forskel i smagen på de to kørvelsorter, udover at "Kruset Curla" var en anelse mere kraftfuld. Vi smager også på det 2015-hold, som bliver plantet udenfor i løbet af maj måned.  Jeg forventer en kraftigere smag af begge sorter, når de få lov at være udenfor.